Kærlighed!
Han græder næsten aldrig.
For længe siden læste jeg et blogindlæg af en engelsk/kenyansk kvinde, der ikke kunne holde ud at skulle opfostre sine børn i England og tog derfor tilbage til sine rødder. Kort tid efter blev hun mor.
Det slog hende, at børnene i Tanzania ikke græder. Mens det i England var normalt. I Kenya var hun (og alle andre kvinder) blevet opdraget til at lytte til sig selv, når det kom til sit barn. Amme alt det som barnet fortalte hende, og hvis barnet græder… Ja, så skal det trøstes. Punktum. Gråd bliver opfattet som en alarm. Du kan læse hendes indlæg HER.
Rigtig mange af de ting vi gør, som forældre, er kulturelt betinget. Nu bliver det måske lidt langhåret – men sagen er den, at jeg oplever rigtig mange mødre have ondt i maven over at putte deres grædende barn i en barnevogn. Men hvorfor gør de det så?
Fordi omverdenen fortæller dem, at barnevognen er “rigtig” – og babygråd er “normalt”.
“De skal jo lære at sove for sig selv! De skal vænne sig til at ligge for sig selv.”
Uanset hvad forældrene mærker, deres barn reelt fortæller dem.
Jeg har eksempelvis gennem min rejse som mor indtil videre blevet meget opmærksom på, at det lige netop for mig er super vigtigt, at mine børn ikke skal lære at sove for sig selv – som et hovedprojekt, når de ankommer til verden. For mig er det helt rigtige, at min baby får alt den kærlighed, tryghed, nærvær og fysiske (hud-mod-hud) kontakt, som det har brug for og søger. Det betyder, at mine børn som spæde sover alle deres lure om dagen på mig (eller min mand) i et bæreredskab, de går i seng med mig og sover i samme seng som mig.
Fordi det fungerer for mig – for os.
Og nej, jeg er ikke bange for, at de aldrig lærer at sove for sig selv i barnevognen!
Jeg er begyndt at sige som modsvar til ovenstående:
“Jamen skal vi nu ikke lige begynde med at vænne vores spædbørn af med at være inde i maven? Vænne dem af med at være hos os altid – hele tiden! Sådan mener jeg, at mine børn bedst lærer at være ude i den store verden.”
Vi er desværre ikke altid så gode til at vise og fortælle hinanden at den eneste sandhed om, hvad der er “rigtigt” og “forkert”, basalt set er i os selv.
At vi med langt de fleste spørgsmål kan søge og finde svaret i os selv.
For når jeg spørger de her kvinder, hvad de helst vil – og om en mulighed er, at gøre som de selv mærker er rigtigt for dem og deres børn, så går det op for dem, at det er en mulighed at gøre noget andet.
At de rent faktisk har et valg.
At de gerne må lytte til deres indre mor-stemme.
Og at denne faktisk er den vigtigste stemme, de overhovedet kan lytte til.
Alt, vi i virkeligheden har brug for, er at “læse” vores barn og mærke efter inden i os selv.
Jeg har en fornemmelse af, at hvis vi alle turde og kunne navigere efter vores intuition, så ville vi blive bedre og gladere mødre. Og dermed også få gladere børn.
Synes du, det er svært at finde ind til og lytte til din indre mor-stemme?
For mange kræver det øvelse – det kommer ikke altid helt af sig selv. Måske det kan virke grænseoverskridende at gå imod normen på nogle områder. Men det vigtigste er, at det kan læres.
I Facebook-gruppen SlyngeSkolen – Svar og spørgsmål om at bære sit barn Tæt På Hjertet er vi en masse skønne forældre, der støtter hinanden i at lytte til vores indre stemme. Og vi hjælper hinanden med at løse udfordringer i forhold til babybæring. Du er meget velkommen til at være med i gruppen.
Held og lykke med at lytte til din indre mor-stemme.
Kærlig hilsen
Line