Jeg ville bære mit barn, som de gør i Afrika

Inden jeg overhovedet blev gravid med mit første barn, havde jeg tænkt, at jeg ville bære mit barn så meget som muligt. Når jeg har set udsendelser fra Afrika, har jeg altid syntes, at det gav totalt meget mening for mig at have mit barn med i alt, hvad jeg foretager mig.

Da jeg blev gravid, gik jeg i gang med at undersøge, hvordan jeg kunne bære mit barn på den bedste måde. (Jeg har altid syntes, at en BabyBjörn så ubehagelig ud, så den skulle det i hvert fald ikke være.)

Jeg faldt hurtigt over slynger og vikler, som også ligner det, jeg havde set i fjernsynet. Jeg bestilte en stræk- og fastvikle med medfølgende instruktionsDVD og instruktionshæfte.

Pakken kom med mine vikler, og jeg gik straks i gang med at øve mig. Instruktionshæftet var rigtigt godt, selvom det var på tysk. Billederne var gode og illustrative. Videoen var på engelsk, og den hjalp mig mest med, hvordan jeg skulle håndtere mit barn og hjælpe det til at sidde optimalt i slyngen. Selve bindingsmetoderne fik jeg ikke så meget ud af, da vejledningen ikke var opdelt i trin. Det gik derfor alt for hurtigt til, at jeg kunne følge med.

Jeg fik stykket billeder og video sammen i mit hoved og lærte på den måde både at binde strækviklen og fastviklen. Det havde dog været nemmere med nogle danske instruktionsvideoer, men dengang eksisterede SlyngeSkolen desværre ikke.

[HER kan du læse meget mere om strækviklen samt finde en trin-for-trin videoinstruktion til, hvordan du skal anvende din strækvikle, så dit barn kommer til at sidde ergonomisk korrekt, og du får den bedst mulige støtte.]

Nu var jeg klar, og så kunne baby bare komme…

Endelig kom han ud til os

Så kom dagen endelig, hvor Alfred kom ud til os!

Jeg blev sat i gang, fordi jeg havde graviditetssukkersyge, så jeg ankom velforberedt til hospitalet. Udover strækviklen havde jeg også et almindeligt tørklæde med, som jeg havde bundet som en ringslynge. Og jeg må sige, at jeg i den grad fik brug for tørklædet.

Hele den første nat på sygehuset gik jeg rundt på gangen med Alfred i tørklædet, fordi han græd og blev urolig hver gang, vi sad stille eller lå ned. Vi lå på tosengsstue, så jeg ville heller ikke forstyrre den anden nybagte mor.

Jeg havde ellers læst at nyfødte er trætte efter fødslen og sover den første nat – det havde Alfred åbenbart ikke læst.

>Næste dag fik vi heldigvis lov til at tage hjem. Vi tog bussen hjem fra sygehuset med Alfred i strækviklen. Han sov hele vejen. I løbet af de næste dage skulle det vise sig, at det eneste sted, han sov, var på min eller min mands mave.

Her sidder jeg i den famøse lænestol med min lille søn. Dengang kendte jeg ikke til begrebet signalstærk.

Her sidder jeg i den famøse lænestol med min lille søn. Dengang kendte jeg ikke til begrebet signalstærk.

Da vi kom hjem blev det meget tydeligt for mig, at Alfred havde/har et meget stort tryghedsbehov. Han skulle være hos os HELE tiden. Hvis vi lagde ham fra os, skreg han, indtil han blev taget op igen. Lagde vi ham fra os, når han sov, vågnede han med et panisk skrig, rakte armene op i luften, og frygten stod plantet i hans blik.

Så Alfred var ALTID hos én af os, hvilket betød at han og jeg ”sov” i en lænestol i stuen. Vi sad i det hele taget i den stol alle døgnets timer, og hvis vi en sjælden gang bevægede os udenfor, sad han i slyngen, for barnevognen var no go.

Da sundhedsplejersken kom anden gang, sagde hun, at nu var Alfred så stor, at han snart skulle kunne ligge i barnevognen og falde i søvn af sig selv.

Han kunne jo ikke falde i søvn af sig selv nogen steder!

Nærmest ikke engang hos mig!

Jeg vidste faktisk ikke rigtigt, hvad jeg egentlig skulle bruge den sundhedsplejerske til…

Der var ingen, der så hvor svært, jeg havde det. Hvor totalt udmattet jeg var – hele tiden!

Og jeg var alt, alt for træt til selv at kunne bede om hjælp. Jeg følte egentlig heller ikke på det tidspunkt, at jeg havde brug for hjælp. Jeg var bare alt, alt, alt for træt. Den eneste, der så mig, var min mor. Hun bor på Bornholm (og jeg i København), så det var svært at bruge hende til aflastning. Selvfølgelig var min mand der også og kunne tage over, når jeg havde brug for søvn. Men han gik jo på arbejde, så han kunne ikke være der hele tiden.
Jeg er lykkelig for, at jeg havde lært at bruge en slynge, inden jeg fødte. Havde jeg ikke haft slyngen, var jeg blevet vanvittig! Nu havde jeg løsningen lige ved hånden. Hvis han slet ikke kunne falde til ro, så var det bare på med noget tøj, Alfred i slyngen og så ud og gå en tur, for så sov han med det samme.

[Vil du også gerne lære at bære dit barn – som i Afrika? I SlyngeSkolen har vi flere forskellige ONLINE Workshops, hvor du kan lære at bruge de forskellige bæreredskaber ved hjælp af trin-for-trin instruktionsvideoer og undervisning i, hvad du skal være opmærksom på for at få succes med at bære dit barn. Du finder vores ONLINE Workshops lige HER.]

Alfred blev ammet – også om natten – til han var 1½ år. Men selvom vi stoppede, blev han stadig ved med at vågne flere gange hver nat. Først da han blev 2 år begyndte han at sove rimeligt om natten, men stadig med flere opvågninger hver nat. Han blev storebror en måned før, han blev 2 år, så det var rart, at han var begyndt at sove lidt bedre. Nu er han 7 år, og hvis vi ikke samsover, vågner han stadig hver nat, og når hverdagen bliver for meget, bliver han viklet.

Han har stadig et meget stort tryghedsbehov.

Signalstærk – måske er det det Alfred er?

Da vi overtog SlyngeSkolen i 2013, blev vi kontaktet af Anja Sigvard Nielsen fra Signalstærke Børn.

Jeg gik ind og læste lidt om det at være signalstærk.

Så var det er 10-øren faldt!

Det er det Alfred er.

Han kunne kun falde i søvn, når han var i bevægelse. Han sov meget uregelmæssigt og kort tid af gangen. Han var stædig som et æsel (og er det stadig) og blev meget ulykkelig, når tingene blev for meget.

Til gengæld er han nysgerrig, spørger om alt, elsker at lære nyt og nyder at bliver involveret i de huslige pligter herhjemme. Han kan selv lave kaffe på kaffemaskinen og lave pandekager.

Det er bare nogle få af kendetegnene på signalstærke børn. Gå ind på signalstærk.dk og læs mere – eller find dem på Facebook.

Oplever du også, at dit barn har svært ved at sove?

At det måske er signalstærkt?

Hvilke erfaringer har du?

Jeg vil blive glad for, hvis du vil dele dine erfaringer og oplevelser med mig herunder.

Mange hilsner

Sanne

Line, Linda og Sanne - Mødrene og slyngevejlederene bag SlyngeSkolen

Line, Linda og Sanne – Mødrene og slyngevejlederene bag SlyngeSkolen

Skriv gerne spørgsmål eller kommentar