Ditte stræk grønHer stod jeg – på neonatalafdelingen med mit lille bitte for tidligt fødte barn. Jeg kunne ikke helt forholde mig til ham! Tankerne farede rundt – tænk hvis han går i stykker? Tænk hvis jeg taber ham?!

Jeg var egentlig lidt bange for at holde min egen søn.

Det var ikke lang tid siden, at jeg lå på operationsbordet – akut kejsersnit. 6 uger før termin! Det havde jeg ikke regnet med.

Jeg havde i mange uger glædet mig til, at han skulle komme ud til os på grund af smerter og mange komplikationer i min graviditet. Men det kom HELT bag på mig, da mit vand pludselig begyndte at sive. Allerede næste morgen måtte jeg under kniven – han vendte forkert.

Lægerne tog ham væk fra mig lige med det samme – direkte op på neonatalafdelingen. Adskillelsen var hård! Min kæreste blev hos mig på operationsstuen.

Jeg blev først kørt op til min søn over middag. Her sad min kæreste og kiggede ned i den lille vugge. Ingen havde haft tid til at tale med ham. FØRST om aftenen fik jeg min søn over til mig! Jeg blev nødt til at lægge ham tilbage igen – han var koblet til en masse maskiner. Jeg kunne ikke rigtig forholde mig til ham.

Personalet foreslog på INTET tidspunkt, at vi skulle ligge hud mod hud med ham.

Jeg var først oppe at gå på tredjedagen efter operationen, hvilket selvfølgelig også påvirkede mit forhold til min søn. Efter et døgn fik vi ham endelig ind til os på stuen. Så skulle vi ikke undvære ham om natten.

Jeg skrev sammen med andre forældre og gravide på et forum på nettet – snakken gik på slynger. Jeg havde altid tænkt, at det var “hippie-agtigt”! Men min veninde sendte mig en strækvikle, og personalet var meget interesserede. Jeg prøvede den. Jeg kunne pludselig meget nemmere komme ud at gå! Det satte gang i min krop igen.

Det var fantastisk!

Desværre udviklede jeg meget hurtigt en fødselsdepression. Her blev strærkviklen mit redskab til at komme videre og få det bedre. Med viklen var jeg tæt med min søn, uden det krævede en masse af mig. Det styrkede vores bånd og var en kæmpe fordel for os begge!

I min behandling fastslog flere eksperter, at min brug af slynger uden tvivl har hjulpet mig!

Jeg begyndte at få det bedre, og der skete fremskridt i forhold til min fødselsdepression. Jeg havde nemlig fået et tæt bånd til min søn – hvilket var EKSTREM VIGTIGT, for at jeg kunne takle min efterfødselsreaktion.

Viklen hjalp ikke kun mig, men også vores søn. Han har nemlig siden fødslen været meget sensitiv. Når han fik for mange indtryk, kommer han op i viklen. Den skærmede ham, og han faldt helt til ro. Vi kunne TYDELIGT mærke forskel på de dage, han fik mange indtryk, kontra når han blev slynget. Derfor blev slyngerne en fast del af vores hverdag. Vi havde ALTID én med os, når vi gik ud af døren.

I dag har jeg Ditte slutdet igen godt, og min søn på to takler sin sensitivitet bedre. Han kommer selv og vil putte, når han har brug for sine pauser. Vi bruger derfor stadig vores Mai Tai ofte – gerne flere gange om ugen. Det giver alt den tryghed og nærvær, han har brug for!

 

Ditte Fischers slyngehistorie

 

PS. Hvis du vil lære konkrete, nemme teknikker, der trin for trin gør dig i stand til at bære din baby i selv meterlange stykker stof, så tjek Slyngeskolen Vejledning ONLINE ud HER. Du kan læse mere om vores live workshops lige HER, hvor du blandt andet kan lære at bruge vikle på ryggen.

Skriv gerne spørgsmål eller kommentar