Babybæring har givet mig styrken og modet til at være mig i mor-rollen.

”At bære knytter bånd”

Det var temaet i den Europæiske babybæringsuge i 2018.

Min allerførste umiddelbare tanke var:

Jeg har knyttet bånd til mig selv 💙

Det lyder måske en anelse mærkeligt, at jeg har knyttet bånd til mig selv. Og måske lige så mærkeligt, at det lige præcis er dét, jeg vil fremhæve. For hvorfor ikke fremhæve den trygge tilknytning jeg har etableret til mine børn gennem årene med babybæring? 

Fordi det er mere indlysende – ikke dermed sagt, at det er for banalt til at blive nævnt, for det er det absolut ikke! Det er det bedste blandt mange andre fordele babybæring har givet mig og mine børn – ja, hele familien. (Men det må blive emnet for et andet blogindlæg.)

Blev mor en postgang for tidelig

Nå, men nu tilbage til hvorfor jeg lægger et billede op af mig selv og skriver:

Jeg har knyttet bånd til mig selv.

Jeg fødte vores første barn 6 uger før termin tilbage i 2012. 

En lille bitte pige, der klarede den godt. 

Hun var sej! 

Jeg var sej! 

Ja, undskyld til Janteloven her – men det synes jeg faktisk, jeg var. 

Jeg havde aldrig rigtig tænkt på, at jeg kunne gå hen at få en præmaturbaby. Du ved: “Førstegangsfødende går altid over tid” og den slags. Måske det også var én af grundene til, at jeg aldrig rigtig havde gjort mig nogen tanker om, hvordan det ville være, eller hvordan jeg ville reagere i sådan en situation. Af en eller anden grund hoppede jeg over de kapitler i graviditetsbøgerne, for “det sker jo kun for naboen”

At lytte til min mavefornemmelse

Men tilbage i 2012, var der altså ingen vej tilbage! Hun kom ud til os en fantastisk flot sensommeraften. 

Nu skulle vi være forældre. 

Forberedelse på en præmaturbaby eller ej, så kom hun ud til os.

Jeg fulgte mine instinkter og min mavefornemmelse.

Og ved du hvad? 

Jeg gjorde – i mine øjne – alt det rigtige. 

Altså ikke som i ALT. Jeg kan selvfølgelig også finde ting, som jeg – set i bakspejlet – kunne have gjort anderledes. Sådan vil det nok altid være. Men du ved… Sådan i det store hele, så havde jeg fat i den lange ende, netop fordi jeg lyttede til min mavefornemmelse. 

Hun skulle bare være hos mig og min mand så meget som overhovedet muligt – helst hud-mod-hud.

Hele tiden!

Hvilket resulterede i, at jeg blev helt flad i måsen af at sidde der i lænestolen med min lillebitte baby på min brystkasse. 

Det var her, mit første bæreredskab kom ind i vores liv.

Altså for at min numse ikke skulle blive mere flad…

Og selvfølgelig også for at jeg kunne få noget at spise, som ikke kun var et stykke rugbrød klaret med den ene hånd. 

På Facebook så jeg et billede af min veninde med sin søn i en strækvikle. Jeg tænkte, at dét måtte være mit kald. Så jeg anskaffede mig en strækvikle og en bæresele. Jeg tænkte, at de to bæreredskaber ville komplementere hinanden godt.

Det skulle vise sig at blive lidt – for ikke at sige meget – mere omfangsrigt end et par bæreredskaber, som jeg troede skulle dække hele vores bærebehov…

Dengang var det ikke så almindeligt i Danmark, at man sådan tog et meget lang, smalt tæppe og hægtede sin baby fast på maven. Men jeg vidste instinktivt, at det var det helt rigtige for mig og vores lille pige. At hun skulle vokse sig stor og stærk uden på min mave, nu når det ikke kunne blive indeni. 

At turde skille sig ud fra mængden

Jeg gik mine egne veje på min nye mor-sti, som ikke altid fulgte normen. 

Bæreredskaberne var det første skridt på vejen til at knytte endnu mere bånd til mig selv – til mit indre jeg. 

Et meget vigtigt skridt for mig. 

Det har nemlig betydet, at jeg mere eller mindre bevidst har arbejdet med mig selv i forhold til at turde at skille mig ud.

Skille mig ud i det store cirkus, vi kalder “forældreskabet”.

Det blev meget vigtigt for mig – og det er meget vigtigt for mig – at være tro mod mig selv. Være tro mod det, der føles rigtigt for mig… 

Gjort i kærlighed til vores børn. 

For vores børns skyld. 

For min egen skyld. 

For min families skyld. 

For min…

Ej, ikke altid for min mands skyld, hvis du spørger ham.

Men jeg elsker ham for hans støtte til alle mine påfund og færden i forældreskabet – eller skal jeg måske hellere sige hans stiltiende accept i nogle tilfælde 😉

For mig handler det om at turde lytte til mig selv og min mavefornemmelse. Det fik jeg som mor den første meget stærke fornemmelse for at gøre, da jeg sad der i lænestolen med vores meget lille pige. 

Bæreredskaberne gav mig lige præcis dét, jeg søgte:

  • Ubegrænset mulighed for nærvær 
  • Styrkelse af tilknytningen 
  • Tryghed i lange baner
  • … for ikke at nævne alle de mange fysiske fordele, det havde for vores lille datter, som fik mulighed for at vokse sig større i det næstbedste miljø. 

Derudover fik jeg muligheden for at hele det sår, det var for mig at have født for tidligt. Min længsel efter at have fuldbåren vores datter.

Jeg savnede så ubeskriveligt min gravide mave!

Savnede min graviditet, som jeg følte mig snydt for slutningen på. (Men det er også et andet vigtigt emne til et andet blogindlæg.)

Startskuddet på noget smukt

Babybæring blev startskuddet til, at jeg turde stå ved mig selv som mor på lige præcis dén måde, jeg ønsker at være mor på. Også selvom det faldt mere eller mindre uden for normen. 

Så derfor har jeg knyttet endnu stærkere bånd til mig selv gennem årene med babybæring. 

Og det fantastiske er, at jeg igen og igen har øvet mig på at lade mig inspirere af andre – lytte til andre… Uden at lade dem overdøve, så jeg ikke kan mærke og høre, hvad jeg i virkeligheden vil. 

Jeg synes ikke altid, det har været nemt at finde den rette vej, for der findes rigtig mange veje at gå. Men det giver mig en kæmpe tryghed at vide, at jeg har min egen ryg. 

“At bære knytter bånd”

Hvem knytter du bånd til gennem babybæring?

Mange kærlige bærehilsner

Line

Skriv gerne spørgsmål eller kommentar

Vi bruger cookies på hjemmesiden til at fremme din oplevelse. Du accepterer cookies ved at fortsætte på hjemmesiden  Læs cookie- og privatlivspolitik her